LEKTION 3-4

Hvordan kan sorg se ud?

Sorg kan have mange udtryk, og der kan være mange følelser knyttet til sorg – det har I allerede arbejdet med. Men kan man altid se på andre, hvordan de egentlig har det? Nej, vel? Sådan gælder det for mange unge. Og for unge i sorg kan det være særligt svært at vise, hvordan de har det. Det skal I blandt andet arbejde videre med her.

I de næste lektioner vil I lære om:

  • At man ikke altid kan se på unge i sorg, hvordan de egentlig har det
  • At sorg ikke forsvinder helt
  • At minder kan dukke op på forskellige tidspunkter

Hvad var det nu liiiige?

Kan I huske, hvad I lavede sidst her på Lær Om Sorg? I skal nu lave en øvelse, hvor I skal huske tilbage på pointerne fra sidst. Dem skal I bruge sammen i klassen til at lære mere om sorg i dag.

HUSK I behøver ikke være enige med de andre. I skal gøre det, I selv synes.

Rejs jer op ved jeres bord
Jeres lærer vil nu læse forskellige udsagn højt, og I skal overveje om I er enige eller uenige i det, der bliver sagt

Enig = sæt jer op på jeres bord
Uenig = sæt jer under jeres bord
Jeres lærer vil et par gange undervejs stoppe op og spørge ind til, hvorfor I er enige eller uenige i det, der bliver sagt


Tid: 10 minutter

Indeni / Udenpå

Der kan være mange grunde til, at unge i sorg ikke altid viser og fortæller, hvordan de har det. Nogle gange kan de være usikre på, om deres venner rigtigt forstår deres situation. Andre gange kan de være nervøse for at ødelægge den gode stemning. 

I skal nu arbejde med cases baseret på oplevelser fra unge i sorg. Casene beskriver en situation, hvor der er forskel på, hvad vennerne omkring en ung i sorg oplever, og på hvad der foregår i den unge selv.

Jeres lærer sætter jer sammen 2&2 og giver jer en case
Læs casen grundigt igennem, og tal om, hvad der sker
Tag jeres notesbøger frem og tegn eller beskriv på side 2, hvad andre omkring den unge oplever i situationen. Hvilke reaktioner oplever de? Hvad hører de måske? Hvad ser de måske?
Åbn side 2 og tegn eller beskriv på den øverste side: Hvad oplever en tæt ven i situationen? Ser eller hører den tætte ven noget, som klassekammeraten ikke gør? Eller forstår vennen noget, klassekammeraten ikke helt forstår?
På den nederste side: Tegn eller beskriv med udgangspunkt i casen, hvad den unge selv oplever. Hvordan har den unge det i situationen?

Tal sammen i klassen. Oplever klassekammeraten og den tætte ven det samme i situationen? Hvordan kan man som tæt ven eller klassekammerat i de forskellige situationer finde ud af, hvordan de unge i jeres cases egentlig har det?

Tid: 30 minutter
 

Ramona og Safi

Nu skal I se nogle scener Jonas Risvigs serie, hvor man blandt andet møder Ramona, der har mistet sin far.

Læg mærke til, hvordan Safi prøver at være en god ven for Ramona. Hvad siger Ramona om at være stærk? Og hvilke minder om faren deler Ramona med Safi?

Tal sammen i klassen, når I har set klippet. Hvad bemærkede I?

Tid: 15 minutter

Minder dukker op hele livet

Når man mister en, man elsker, forsvinder sorgen ikke helt. For de fleste vil sorgen med tiden fylde mindre, men vil dukke op på mange forskellige tidspunkter igennem livet. Nogle gange oplever, ser, hører, dufter eller smager man noget, der minder en om den, man har mistet. Så kan man blive glad og tænke over det, man har oplevet sammen med den afdøde. Man kan også komme til at savne og længes. Hvis man ikke har haft så god en relation til den, man har mistet, kan man også sørge over, at man aldrig rigtig fik det forhold, som man ønskede.

Mange forskellige ting, sanser og tidspunkter kan få en ung i sorg til at mindes den, de har mistet. Det kan for eksempel være:

• Dufte/Lugte
• Musik/lyde
• Steder/oplevelser
• Smage/mad
• Mærkedage
• Genstande

I skal nu lave to forskellige øvelser, hvor I undersøger, hvordan sorgen kan dukke op. Som I så i videoen før, så fortæller Ramona Safi om sin far. I skal nu selv digte videre på, hvad der kan få Ramona til at mindes sin far. Forestil jer, at Ramona skriver dagbog. I skal – med Ramona som jeg-fortæller – beskrive en situation, hvor noget fremkalder et minde om hendes far.

ØVELSE 1: Hvad kan frembringe minder?

Jeres lærer sætter jer sammen 2&2
Kig på listen over noget af det, der typisk kan få minder til at dukke frem på side 3 i jeres notesbog
Find sammen på

A. Et minde Ramona har om sin far – det kan både være et godt minde eller et mindre godt minde

B. Et eksempel på det, der kan gøre, at Ramona kommer til at tænke på det minde og den situation, hvor hun oplever jeres eksempel

Åbn side 3 og skriv hver en dagbogstekst, hvor I beskriver

A. Situationen – hvad sker der?

B. Det, der frembringe mindet

C. Hvad Ramona tænker, føler og bemærker i situationen

Tal sammen i klassen. Hvilke eksempler kom I på? Hvordan tror I, at Ramona har det i den situation? Hvad bemærker andre omkring Ramona i situationen?


 

ØVELSE 2: Sorgen forsvinder ikke helt

Hold en hånd op foran jeres ansigt. Hånden symboliserer sorg.

Tænk over, hvor meget af jeres synsfelt sorgen fylder

Bevæg hånden fra jeres ansigt til siden af jeres hoved.

Tænk over, hvor meget af jeres synsfelt sorgen fylder nu

Jeres lærer vil nu læse nogle forskellige situationer med Ramona højt. Ved hver situation skal I placere hånden i forhold til, hvor meget I tror, at sorgen fylder for Ramona

Tal sammen i klassen. Hvornår sorgen fyldte sorgen? Kunne I stadig se sorgen, når den ikke fyldte?

 Tid: 30 minutter


 

Nye tanker?

Hvilke nye tanker har dagens undervisning sat gang i? Og hvad er I blevet mere nysgerrige på?

Når jeres lærer siger til, så rejs jer op, og gå rundt i klassen
Tænk over, hvilke nye tanker, undervisningen har sat gang i?
Når jeres lærer siger FIND EN MAKKER, går I sammen med den, der står tættest på jer
Del jeres tanker
Når jeres lærer siger GÅ, sig tak for snakken til din makker og gå videre rundt i klassen, og tænk over, hvad du er blevet mere nysgerrig på efter undervisningen?
Når jeres lærer igen siger FIND EN MAKKER, går I sammen med den, der står tættest på jer
Del jeres tanker, og sig tak for snakken


Tid: 5 minutter

Tak for nu